Om at øve sig i at spise mindre kød

Vi prøver at spise mindre kød. Det er helt klart mig herhjemme der har behovet for at skære ned på det. Jeg har læst flere steder at det bedste man kan gøre for at passe på vores jord, er at droppe kød. Ingen el-bil eller A+++++ hvidevarer kan gøre så stor forskel i CO2-regnskabet, som det at spise mindre kød kan. Jeg synes det er tankevækkende. En yderligere grund er de forhold dyrene bliver opdrættet under. Det synes jeg er svært at stå inde for. Jeg er blevet medlem af Anima, og det er også frygtelige billeder og reportager de laver. Jeg læste en interessant artikel idag, omkring vores syn på dyr og forskellen på hvilke dyr vi elsker og hvilke vi er ligeglade med. Grise er fx meget klogere end hunde, og kan udtrykke glæde, sorg, kedsomhed osv. Dem har vi ikke noget mod at spise, men derimod ser vi hunde, katte og ofte også heste som søde og forbudte at spise. Hvorfor denne forskel? Jeg tror, at mange der står nede i supermarkedet, ikke forholder sig til at det er døde dyr vi spiser. Det er en vare i en plastikbakke, næsten som en bakke kiwi eller en pose pasta. Jeg mister som ofte lysten til kød, når jeg tænker for meget over hvad jeg spiser. Når jeg ikke tænker, så synes jeg kød smager dejligt. Det er lidt skørt, men artiklen beskriver det ret fint synes jeg. Læs den her.

Kød, især økokød, er virkelig også en dyr post i budgettet, så vores pengepung er også glad når vi skærer ned på det. Én af de eneste grunde til at vi spiser kød, er at vi godt kan li det. Det burde dog selvfølgelig også være grund nok, men jeg har bare ikke en god mavefornemmelse. Vi har ikke skåret alt kød væk, men jeg prøver at finde på alternativer og prøve nye retter uden kød af. Min gode veninde er vegetar, og jeg har fået mange gode idéer og opskrifter gennem hende. I de fleste farsretter som fx kødsovs og lasagne, kan kødet erstattes af tørret soyagranulat. Det ligner lidt ristede løg synes jeg, men så sættes det i blød inden brug og kommes i sovsen. Jeg har narret min familie flere gange, og de opdager intet.

En god aftensmad uden kød og som hele familien er glade for, er kartoffelrösti (revet kartoffel, æg, revet ost, salt peber) med grøntsagsstave og avokado med en dip af fx cremefraiche eller bare tahin eller peanutbutter som dyppelse. Grøntsagssupper legeret med fløde og serveret med ostebrød hitter også. Her til aften var ungerne og jeg alene hjemme, så vi skulle have noget hurtigt og nemt. Jeg fandt disse veganske bøffer i min lokale Rema 1000, og tænkte at kunne være sjovt at prøve.

Vi har prøvet flere slags burgerbøffer uden kød herhjemme, men børnene har ikke været begejstrede. Disse skulle bare steges direkte fra frost i 3-5 minutter. Anton hjalp til og skar agurker derefter. Det er ikke ofte han gider hjælpe i køkkenet, men vores fjernsyn virker ikke længere, så der er ikke så meget andet der trækker 😉 Det er dog virkelig hyggeligt når han gider. Han var dog skeptisk da han så pakken, da han så et billede af nogle løg. Han var dog meget positiv da han så selve bøfferne, de lignede nemlig rigtige bøffer.

Bøffen efter stegning

Vi ristede brød og jeg stegte lidt kål som tilbehør. Min burger bestod af bøf, salat, ketchup, Mayo, agurk og ost. Ret simpelt, men det var hvad vi havde.

Den færdiglavede burger

Vi var alle ret begejsrede for smagen af bøfferne. De var fint krydrede, med en diskret røgsmag og konsistensen var meget behagelig. Jeg synes faktisk den var bedre end traditionelle bøffer, i hvertfald dem som vi plejer at lave. Det er ikke sidste gang vi laver dem, og så var det super nemt.

Det ligner også næsten rigtig kød

Jeg vil anbefale alle at øve sig i at spise lidt mindre kød. Det er slet ikke så svært når først man kommer i gang. Hvis man har brug for at blive overbevist om at mad uden animalske produkter smager helt forrygende, så bare spis på veganske Mikuna i Aarhus. Åhhh hvor er det altså bare lækkert, både som take-away og når maden indtages i deres hyggelige café. Det er virkelig anbefalelsesværdigt!

God øvning, Ann 

2 thoughts on “Om at øve sig i at spise mindre kød

  1. hej Ann,

    Hvilke former for E-numre var der i ‘bøffen’?
    Vi har selv prøvet forskellige Veggi alternativer, men synes ikke det er så fedt hvis der er for meget kemi i.
    Kh Cecilie

    1. Jeg tjekkede lige hurtigt deklarationen, og jeg synes det hele var ret genkendeligt. Du har helt ret i, at idéen lidt går af konceptet hvis der så bare er stoppet en masse kemi i istedet. Jeg må lige tjekke det lidt mere ud, for du har helt sikkert en pionte. Kh Ann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *