Om legetøj barnet rent faktisk gider at lege med i mere end 5 minutter

Jeg tror, det er et evigt frustrationspunkt hos forældre, at finde legetøj til børn, som ikke bare kommer til at ligge i et hjørne efter fem minutter. Jeg synes ikke vores børn har overdrevet meget legetøj, da vi er opmærksom på, at ønske os andet end legetøj til fødselsdag og jul. Da vores budget er ret begrænset, ønsker vi os altid penge til fx flyverdragt, sko, tøj, oplevelser/årskort osv i gave, da ungerne ellers vil få alt for meget legetøj, og vi selv skulle ud og bruge penge på førnævnte når behovet opstår.

Men selvfølgelig har de meget legetøj, og selvfølgelig er der meget som kun har interesse i meget kort tid. Én af de ting vi forsøger at gøre for at mindske bunker af legetøj, er at vi mindst to gange om året, gerne flere, gennemgår alt legetøj, og sortere det fra som ikke bliver leget med. Vi sælger det som kan sælges, og giver resten til genbrug og/eller mødrehjælpen på trøjborg. Anton på 4 har været med de sidste par gange, og han er faktisk blevet ret god til, at vurdere om det skal blive, sælges eller “gives til andre børn”, som han siger. Jeg synes det kunne være skønt, hvis han ser det som en naturlig ting at give videre og genbruge. Jeg holder selv meget af at gå i genbrugsforretninger og på markeder, og tager ofte børnene med. Så får de lidt nyt for 10-20 kr, og når de ikke gider lege mere med det, så kommer det videre igen.

Jeg læste dette indlæg af blogger Maj My, og giver hende helt ret i hvad hun skriver, om hvilket legetøj der ofte hitter bedst. Hos os er det klart LEGO og udklædning.

Anton købte for ca. 4 uger siden en spidermandragt i H&M for sine sidste julegavepenge. Jeg var lige ved ikke at give ham lov, for jeg troede, at det bare var en kort overgang det ville være interessant. Han var dog meget vedholden, og sagde at han godt vidste, det var de sidste penge, men at han ikke ønskede sig andet. Og så gav jeg mig og min tvivl er blevet gjort fuldstændig til skamme! Han har dragten på nærmest dagligt også i børnehaven, hvor de leger superheltefigurer. Det er hyggeligt og han er jo så sød.

Og så er fastelavnskostumet jo også sikret.

Dragten er købt for fem minutter siden, og vi er kun lige nået op i babyloungen i Bruuns, før han simpelthen ikke kunne vente længere.

1 thought on “Om legetøj barnet rent faktisk gider at lege med i mere end 5 minutter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *